• fredag , 26 april 2024

Udveksling af buketter

Udveksling af buketter
Af: Susanne Jensen, næstformand Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller

På Danmarks Vindmølleforenings hjemmeside kan man finde en leder fra deres medlemsblad Naturlig energi. Lederen er skrevet d. 28/9 2011. http://www.dkvind.dk/nyheder/2011/leder1011.htm

Den 27/9 2011 deltog Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller i et debatmøde arrangeret af Venstre i Grindsted. Danmarks Vindmølleforening var ligeledes inviteret.

I lederen skrives der bl.a. jeg citerer: ” Debatten om virkningen af støj fra vindmøller har gennem de sidste par år hvirvlet alle mulige påstande op. Det synes kun at være fantasien, der sætter grænser for, hvad vindmøller kan forårsage af sygdomme hos sagesløse naboer. Det er vel belyst, at det stort set alt sammen er noget vrøvl opfundet til lejligheden, men en velorganiseret skræmmekampagne, der spiller på irrationel frygt for sygdomme, er vanskelig at håndtere for kommunalbestyrelserne, der skal tage beslutning om placering af vindmøller”.
På ovennævnte debatmøde tilbød vi dokumentation i form af videnskabelige rapporter til såvel Danmarks Vindmølleforening som tilhørerne i salen.
Danmarks Vindmølleforening blev både af salen og af undertegnede flere gange opfordret til at tilbyde det samme. Det kunne man ikke tilbyde. Så nu er det vist helt afklaret, hvem der kan underbygge deres udsagn, og hvem der ikke kan.

Senere i lederen er der en myte, som Danmarks Vindmølleforening og i øvrigt også Vindmølleindustrien altid gør en stor dyd ud af at fremhæve.  Jeg citerer igen ” For vejstøj har vi i Danmark en vejledende grænse på 55 dB, hvor vindmøller har en bindende grænse på 44 dB”
For det første kan man slet ikke sammenligne de 2 ting, en vej skal jo gå mellem 2 punkter, en vindmølle kan placeres stort set hvor som helst. Havet er f.eks. en glimrende mulighed.
For det andet taler Danmarks Vindmølleforening mod bedre vidende, der er nemlig slet ingen støjgrænser for vindmøller – med mindre det blæser enten 6 eller 8 m/sek.
For det tredje støjer veje mindst om natten, vindmøller støjer mest om natten, og det der fremkalder sundhedsskadelige virkninger er netop den forstyrrede nattesøvn.

Dette forhold måtte Danmarks Vindmølleforening da også erkende på føromtalte møde. Hårdt presset af en deltager fra salen, der mange gange havde bedt om en besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt vindmøllerne støjer mere end 44 dB(A), svarede Danmarks Vindmølleforenings Direktør: ”Jeg ved det ikke, men jeg vil da tro, at en maskine larmer mere, jo hurtigere den kører”. Ligesom han også erkendte at vindmøllerne bliver programmeret efter disse meget begrænsede støjkrav.

Vindmøllebranchen vil som oftest hellere tale om trafikstøj og biler end om vindmøller, det fornægter sig da heller ikke i denne leder. Danmarks Vindmølleforening mener, at problemet med trafikstøj skal løses med billig vindkraftstrøm. Det problem vil jeg gerne hjælpe foreningen med at løse. Vindkraftstrøm kan blive billigere med aldeles omgående virkning. Vi kan bare stoppe tilskuddene til landbaseret vindkraft. Der er ingen grund til, at en privat mand der opfører en vindmølle på 2,3 MW, skal have et tilskud på kr. 13 mio., når møllen efter eget udsagn genererer en likvid beholdning på kr. 45 mio. i løbet af 20 år – vel at mærke efter skat og forrentning.

Der pågår i øjeblikket en revision af lovgivningen omkring vindmøller, mange parter har deltaget i arbejdet heriblandt Aalborg Universitet. På debatmødet i Grindsted blev der stillet spørgsmål om forskellen på det man siger i Aalborg, og det Miljøstyrelsen siger. Det var dybt beskæmmende at høre Asbjørn Bjerre svare, at der ikke var megen faglighed i Aalborg Universitets kritik, men at det udelukkende er nogle personlige holdninger til tålegrænser. Intet kunne være mere forkert. Der er da heller ingen tvivl om, at sådan en udtalelse rammer dem selv hårdest.

Jeg vil gerne opfordre Danmarks Vindmølleforening til, at gøre det samme som os. Læg uvildig videnskabelig dokumentation frem for det I siger, så står man stærkere.

Lederen slutter med at kalde os for en dygtig naboforening og pressen for ukritisk. Det er jo altid rart med lidt ros, så jeg iler med en takkebuket.

Den manglende lovgivning for vindmøller i Danmark skyldes ikke mindst et meget dygtigt lobbyarbejde fra Danmarks Vindmølleforening.  Nu skal de bare lære, at forholde sig til størrelsen på nutidens vindmøller.

 

 

 

Skriv en kommentar