• fredag , 19 januar 2018

Pressemeddelelse: Varde Kommune fortsætter ulovligt byggeri, den 19.9.2014

Pressemeddelelse: Varde Kommune fortsætter ulovligt byggeri
For snart et år siden meddelte Varde Kommune VVM-tilladelse til opstilling af 10 vindmøller ved Ulvemosen. En nabogruppe indsendte en klage til Natur- og Miljøklagenævnet over flere mangler ved VVM-redegørelsen. På trods af denne klage over åbenlyse mangler i VVM-redegørelsen, valgte vindmølleopstiller, European Energy A/S, at gå i gang med anlægsarbejdet. Tidligere denne uge, den 15. september, skete det uundgåelige: Natur- og Miljøklagenævnet (NMKN) kendte både VVM-redegørelsen og byggetilladelsen  ugyldige.

Det gjorde de hovedsagelig fordi VVM-redegørelsen ikke  indeholder en vurdering af konsekvenserne af bortledningen af bl.a. okker-forurenet grundvand på omkringliggende vandmiljø og  grundvandsystemer. I det hele tager finder NMKN at der ikke er foretaget en fuldstændig vurdering af projektets indvirkning på miljøet, hvilket VVM lovgivningen kræver.

På trods af at NMKN har kendt byggetilladelsen ugyldig, fortsætter anlægsarbejderne ved Ulvemosen. Og det har Varde Kommune givet tilladelse til at det må gøre en hel uge endnu, dvs. i hele 12 dage  efter at NMKN kendte byggetilladelsen ugyldig! Kommunens forklaring er, at det er farligt at efterlade halvfærdigt arbejde. Denne forklaring kan  dog næppe forsvare at bortledningen af grundvand fortsætter, at der stadig foregår gravearbejder, og at hullerne fyldes med cement og ikke med jord.
Vi tillader os således at spekulere i et andet, indlysende motiv: I løbet af kommende uge kan det forurenede grundvand være pumpet væk og fundamenterne være støbt. Dermed er de vigtigste forhindringer for det fortsatte projekt ryddet af vejen.

Vi er meget vel klare over, at her er tale om etablering af vindmøller, som nyder en særlig status i Danmark. Men skal Varde kommune og European Energy slippe af sted med at ignorere dansk lov og NMKNs afgørelse på denne måde? Ingen myndighed lader til at gribe ind eller kræve en faktisk standsning af projektet. At en kommune begår ”selvtægt” på denne måde er dybt problematisk. Vi tager på det kraftigste afstand fra Varde Kommune og European Energys ulovlige og opportunistiske fremfærd i denne sag.

 
Tone Brix-Hansen
Formand, Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller
Tlf. 55 81 23 55

Karsten Drøjdal, talsmand for den lokale nabogruppe, kan kontaktes på 28 44 39 57.

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar