• torsdag , 21 september 2017

Vindmøller og forsigtighedsprincippet

20.2.2013, Mauri Johansson

Forsigtighedsprincippet (FP) omhandles i artikel 191 i Lissabon-traktaten (2007) om Den Europæiske Unions (EUF) funktionsmåde. Det skal sikre et forhøjet niveau med hensyn til miljøbeskyttelse i kraft af præventive beslutninger i tilfælde af risici. I praksis kan forsigtighedsprincippet imidlertid anvendes meget bredere og dækker ligeledes forbrugerpolitik, europæisk fødevarelovgivning og menneskers, dyrs og planters sundhed.

Anvendelse af forsigtighedsprincippet

I henhold til Kommissionen kan forsigtighedsprincippet anvendes, når potentielt farlige følger af et fænomen, et produkt eller en proces kan identificeres gennem en videnskabelig, objektiv evaluering, men denne evaluering ikke gør det muligt at fastslå risikoen med tilstrækkelig stor sikkerhed.

Anvendelsen af princippet sker med andre ord i forbindelse med risikoanalysen (som ud over risikovurderingen består af risikostyring og risikoformidling) og især i forbindelse med rammerne af risikostyringen, som svarer til beslutningstagningsfasen.

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har lige udgivet en rapport (Nr.1/2013, ”Late lessons from early warnings: science, precaution and innovation”):
http://www.eea.europa.eu/publications/late-lessons-2/late-lessons-2-full-report/late-lessons-from-early-warnings/at_download/file , der i en omfattende rapport belyser blandt andet erfaringerne med forsigtighedsprincippet, der fortsat ikke er eksplicit implementeret eller praktiseret i dansk lovgivning, selv om det i årevis har været gældende i EU-traktater og en række EU-direktiver.

Forståelse af forsigtighed i handlinger eller undladelsen af handlinger har gamle traditioner f eks i lægefaget, hvor allerede Hippokrates (c. 460 – c. 370 f.v.t.) i de etiske lægeregler understregede: ”Primum non nocere” – ”først og fremmest – ikke gøre skade”. Andre fagområder har gennem årene indset værdien af denne tanke – nogle senere end andre.

I nyere tid har der været en betydelig udvikling i sagen, begyndende med Rio-topmødet i 1992 og udviklinger i UNESCO og EU-systemet siden. Amsterdam-traktaten (1999) omtaler begrebet og det har siden været med i alle efterfølgende traktater. Miljøstyrelsen afholdte en større konference om forsigtighedsprincippet i 1998. Referatet kan findes på: http://www2.mst.dk/common/Udgivramme/Frame.asp?http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/1998/87-7909-088-5/html/helepubl.htm . Der er ikke samlede konklusioner eller anbefalinger og indlæggene er af varierende opfattelse af begrebets nødvendighed.

År 2000 udgav EU-kommissionen en udmærket redegørelse om emnet:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:52000DC0001:DA:HTML . Herefter er det systematisk indbygget i EU-lovgivningen på mange områder. Danmark har ikke implementeret begrebet i miljølovgivningen, andet end for Natura 2000-dyrene, men ikke for mennesker (møllenaboer). Begrebet indgår fuldt ud i dansk produktsikkerhedslovgivning (2009) men ses endnu ikke tillempet på vindmøller her i landet.

Den nye EEA-rapport (2013) om bl a FP har en række vigtige analyser af hvorfor begrebet har været så længe om at medtages i f eks dansk lovgivning. Således konstateres det, at virksomheder tidligere ofte helt så bort fra tidlige advarsler om helbredsrisikoen for mennesker og natur, relaterede til deres produkter (p. 35). I kapitel 25 dokumenterer Le Menestrel & J. Rode, hvordan økonomiske motiver ofte presser ikke-forebyggende forretningsbeslutninger. Næsten samtlige af de analyserede cases viste, at den opfattelse herskede, at det var profitabelt for virksomhederne fortsat at fremstille og sælge potentielt sundhedsskadelige produkter. Imidlertid påvirkes beslutningerne også af en kompleks blanding af epistemologiske (begrebsmæssige), lovgivningsmæssige, kulturelle og psykologiske faktorer. For eksempel kan karakteristika ved forskningsmiljøerne og i den administrative kontekst give de aktive forretningsdrivende muligheder for at bevæge sig ud i ”politiske aktiviteter” og der benægte eller endda undertrykke tidlige advarselssignaler. Forretningsdrivende møder også psykologiske barrierer ved bevidstheden om og accepten af konfliktende værdier eller hensyn forbundet med tidlige advarselssignaler. Kulturen i forretningslivet kan dertil bidrage til at benægte konfliktende værdiinteresser.

I kap. 26 og resumeet s. 36 understreger Philippe Grandjean også, at de akademiske forskningstraditioner, med tendens til at vedvarende kredse om allerede foreliggende, om end måske noget usikker dokumentation, kan være en bremsende faktor, frem for at forskerne i større omfang retter opmærksomheden imod mindre velundersøgte områder med potentielle sundhedsskadelige virkninger, hvor der er stort behov for ny viden. (MJ: Vindmøller er her et udmærket eksempel). Forskningen skal være komplementær og udvide eksisterende vidensområder frem for kun at være repetitiv, for at styrke verifikationen.

I kap. 27, med resume på s. 37 beskriver David Gee, at kapitalinteresserne, på trods af tiltagende lovgivning i EU og medlemslandene, fortsat kraftigt blokerer for anvendelsen af forsigtighedsprincippet, ved at det opfattes som begrænsende for kortsigtede økonomiske interesser. I den intellektuelle akademiske verden er der fortsat en manglende erkendelse af, at den videnskabelige mangel på viden eller usikkerheden er uforholdsvis stærkt knyttet til de traditionelle videnskabelige paradigmer, hvorfor forskerne venter alt for længe med at erklære tilstrækkelig forskningsmæssig evidens, før de anerkende kausale (årsagsmæssige) sammenhæng mellem påvirkninger/ stressorer (f eks støj) og skadelige virkninger.

Den sammenhæng brugen af FP tillempes i, omfatter også overvejelser om ”viden om uvidenheden”-kvotaen for de involverede faktorer. FP er i særdeleshed relevant der, hvor kvotaen mellem viden og uvidenhed er lille, som ved udviklingen af nye teknologier (MJ: f eks kæmpevindmøller). Gee understreger også kraftigt det tiltagende behov for større deltagelse og aktivitet i befolkningen ved processen med udarbejdelsen og beslutningstagning om både innovationer/opfindelser og de efterfølgende farer ved udbredt anvendelse, herunder den hensyntagen til “et højt beskyttelsesniveau”, som kræves i EU-traktaten.

Evnen til at forudse og forebygge katastrofer, især når en sådan handling modvirkes af magtfulde økonomiske og politiske interesser, synes at være begrænset, hvilket casestudierne i denne rapport om tidlige advarsler illustrerer. Kapitlet argumenterer for, at med større ydmyghed over for usikkerhed, uvidenhed og kompleksitet, og et bredere offentligt engagement, kan samfundet lytte til og lære af tidligere erfaringer og anvende forsigtighedsprincippet for at foregribe og minimere mange fremtidige farer, og i stedet stimulere til innovation. En sådan fremgangsmåde ville også tilskynde til mere participatorisk risikoanalyse, mere realistiske og gennemskuelige systemer i videnskaben og mere socialt relevante og forskelligartede nyskabelser, designet til at opfylde behovene hos mennesker og økosystemer.

Erhvervslivets interesser og indflydelse, men også relevante myndigheder er omtalt.

I forhold til vindmøller, der ikke omtales i rapporten, kan det miljøministerielle og det sundhedsministerielle område og dertil kommunerne i Danmark illustrere problemet. Ved den linje miljømyndighederne, der er renset for enhver lægefaglig fagkundskab, med stor konsekvens har gennemført siden 1980’erne, ved at sætte sig tungt på alt hvad der vedrørende vindmøller, herunder sundheds- og sygdomskonsekvenser for møllenaboer og påstået ”sikre” afstands- og støjgrænser, uden indgående samarbejde med landets sundhedsmyndigheder, er at spænde buen for vidt. Det har dokumenterbart været industriens interesser, ikke befolkningens og møllenaboernes, der er varetaget, mens sundhedsmyndighederne og kommunerne har sat kikkerten for det blinde øje.

Rapporten kan således være til stor gavn for alle, der vil sikre at der i Danmark fremover føres en miljøpolitik der til enhver tid sikrer, at befolkningens sundhed, i sær for de sårbare gruppers vedkommende, er fuldt ud tilgodeset, og ikke alene hensynet til sjældne smådyr. Det er på denne basis Forsigtighedsprincippet nu skal implementeres også i Danmark, med snart 15 års forsinkelse.

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar