• torsdag , 27 juli 2017

Ny rapport om støj fra vindmøller

En ny rapport fra 2 danske forskere på Aalborg Universitet afslører, at lstore vindmøller udsender mere lavfrekvent støj end små vindøller, og at den lavfrekvente støj bliver mere udtalt, efterhånden som støjen bevæger sig væk fra møllen.

Resumé
I undersøgelsen analyseres data fra 48 små og store vindmøller. Resultaterne viser, at store vindmøller (2,3‑3,6 MW) udsender relativt mere lavfrekvent støj end små vindmøller (op til 2 MW). Efterhånden som støjen bevæger sig væk fra møllen, bliver det lavfrekvente indhold endnu mere udtalt, fordi luftens absorption reducerer de høje frekvenser mere end de lave.

Ser man på det A‑vægtede lydtryk udendørs i relevante naboafstande, udgør de lave frekvenser en væsentlig del af støjen. Der er derfor ingen tvivl om, at den lavfrekvente del af støjspektret har betydning for naboernes oplevelse af støjgener fra store vindmøller.

Den lavfrekvente støj kan også genere indendørs, naturligvis afhængigt af lydisolationen. Hvis det udendørs lydtryk for den totale støj ligger i nærheden af det maksimalt tilladelige i Danmark er der risiko for, at en betragtelig del af naboerne vil være generede af lavfrekvent støj, selv indendørs.

Forskellen i lavfrekvent støj fra små til store møller kan udtrykkes som en forskydning nedad i frekvens af det relative frekvensspektrum på omkring 1/3 oktav. Et yderligere skift af lignende størrelse må forventes for vindmøller i 10 MW størrelsen med dertil svarende forøgede gener fra lavfrekvent støj.

Vindmøllerne udsender også infralyd, men når man tager menneskets følsomhed overfor disse frekvenser i betragtning, er der tale om meget lave niveauer. Selv tæt på møllerne er lydtrykket langt under den normale høretærskel. Infralyd betragtes derfor ikke som et problem for møller af konstruktion og størrelse som de undersøgte møller.

Den udsendte A‑vægtede lydeffekt stiger proportionalt med møllernes elektriske effekt eller sandsynligvis endnu mere. Derfor forurener store vindmøller det samme – eller et større – areal med støj, sammenlignet med små møller med den samme samlede elektriske effekt.

Der er forskelle på flere decibel på støjen fra forskellige møller af samme størrelse, selv når møllerne er af samme fabrikat og model. I planlægningsfasen må man derfor indregne en sikkerhedsmargin for at sikre, at de rejste vindmøller vil overholde støjgrænserne. Der findes en international teknisk specifikation for dette, men den anvendes ofte ikke.

Under visse atmosfæriske betingelser kan støjen fra vindmøller være mere generende og – især den lavfrekvente del – udbrede sig meget længere end normalt antaget. Det er nødvendigt med mere viden om sådanne fænomener og deres forekomst.

Rapporten er skrevet af Henrik Møller og Christian Sejer Pedersen. Hele rapporten kan downloades her.

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar